Safari i Sydafrika forår 2018

Vi har bestilt rejse sammen med Hanne og Hans-Henrik til Sydafrika, hvor vi skal bo hos både Kurt og Ulrich samt have to overnatninger i Kruger og en
overnatning i Drakes bjergene.

Her er rejseplanen på vejen ud

Og her er rejseplanen på vejen hjem

Er der noget at sige til, at man ikke gider være i Danmark i snevejr den 29. marts 2018 (skærtorsdag)?

Vi skal flyve med Emirates via Dubai i A380. Den er godt nok stor, og det er første gang i A380 for både Lone og mig.

Kabinen fejler bestemt heller ikke noget, og vi har fået de fire midterste sæder i en tre-fire-tre konfiguration. Entertainment systemet er total fedt med
kæmpe skærm.

Forplejningen i flyet er også i top. Det kunne SAS godt lære noget af.

Så er vi kommet til Johannesburg lufthavn, og selvfølgelig er der billeder af de kendte dyr.

Vi er blevet anbefalet af købe sydafrikanske simkort hos Cell C, og de findes heldigvis i lufthavnen. 1200 Rand (ca. 660 kr.) for et kort til både Lone og mig
med 100 minutters taletid og 5GB data.

Vi har valgt den hurtigste rute fra lufthavnen, og på et tidspunkt kommer vi ind på denne vej, hvor der er kæmpe potholes, som dog ikke holder lastbilerne
tilbage fra at køre temmeligt stærkt. Nogle gange kan man se dem komme imod os i vores side, hvis hullerne alligevel er for store i deres egen side. Når de
passerer, kan man intet se for støv nogle sekunder efter.

Vi ankommer til Blyde Estate kl. 18:30, hvor det er er blevet mørkt. Denødelagte vejødelagde også gennemsnitshastigheden.

Så snart vi har fået huset af Susan og George, skynder vi os op på restauranten for at spise nogle lækre bøffer.

Lørdag morgen går vi op fra nummer 65 til morgenmad i restauranten. Der er cirka halvanden kilometer.

Gåturen er lidt speciel, og vi får skudt en hel del billeder af.

Det er skønt at sidde i solen og 28 grader om morgenen og nyde et lækkert morgenmåltid.

Efter en dag med indkøb i Hoedspruit og lidt sight seeing af omgivelserne er det lidt specielt at kunne kigge på zebraer, der går forbi poolen.

Efter aftensmad i restauranten, ender vi på terrassen ved pølen, hvor Hanne, Lone og Hans-Henrik drikker Gin Tonic, og Henrik tager enøl.

På vej op til morgenmaden søndag morgen står det lille zebraføl midt på vejen og dier, mens nogle af vortesvinene løber rundt i vejkanten.

Søndag tager vi til Hoedspruit Endangered Species Centre (HESC). Vi håber på turen kl. 12, men vi må vente til kl. 14.

Det handler meget om geparder (cheetas) på dette center. Selvom de er vilde, er de alligevel helst fri for konflikter, så vi kan godt køre rundt i åben bil.
Ifølge guiden er det i modsætning til leoparder, som gerne vil dræbe et menneske.

To af næsehornene i centeret har været ude for, at krybskytter har skåret deres horn af med en kædesav helt nede ved roden og efterladt dem. Der var
faktisk to hunner og en han, men hannen overlevede ikke, selvom man fandt alle tre. De to hunner har fået proteser. Pludselig begynder de fire at slås, så
guiden bakker hen til lågen, så vi kan køre ud.

Mandag morgen er Hanne og Hans-Henrik kørt på jagt cirka 50 kilometer fra vores Estate, og Hans-Henrik havde hjemmefra valgt at ville skyde en impala, og
som man kan se, lykkedes det. Personligt ville jeg have ramt den lidt mere skråt forfra, når den ikke stod helt med siden til.

Mandag eftermiddag synes Lone, vi skal køre en tur rundt på perimetervejen på vores Estate, og for første gang møder vi en giraf. Hvis den er svær at fåøje
på, så prøv at zoome ind mellem vores hoveder eller klik og hold. De er faktisk sværere at se, end man skulle tro, når de står mellem beplantningen.

Senere mandag eftermiddag da vi kommer tibage, har vi fået besøg af syv zebraer i indkørslen, og de bevæger sig langsom om i baghaven, hvor en af dem
drikker af pølen forneden.

Så er det tirsdag morgen, og klokken er 05:49, og vores ballon er næsten fyldt op med varm luft. Vi måtte op kl. 04:30 for at nå det. Der er selvfølgelig et
kaffebord klar inden takeoff.

Så varmes den sidste luft op, inden ballonen rejser sig helt op.

Det er fuldstændigt umuligt at beskrive et tur i en varmluftballon, men hvis man lider af højdeskræk, skal man ikke frygte turen, for det er helt fantastisk, og
der er ingen sammenligning med fornemmelsen af at befinde sig højt i eller på en bygning. Højdemåleren viser 3069 fod, og området ligger i 1600 fod, så
her er vi cirka 500 meter oppe.

Man glider lydløst afsted kun afbrudt af larmen, når skipper (som kaldes pilot i sydafrika) skal varme mere luft.

Her er Ulrichs og Kurts hus (nummer 12) set fra ballon. Vi skal flytte til dette hus efter vores ballontur.

Her driver vi langs med hegnet i vores Estate. Skipper vil gerne hen over floden (Blyde River) for at se, om vi kan fåøje på flodheste, og får at vi kan få et
spejlbillede af ballonen.

Så er vi hen over floden og kan få et flot billede af spejlbilledet af ballonen. Vi ser desværre kun ringe i vandet efter flodheste, men ingen flodheste.

Her er Kurts hus (nummer 65) set fra ballon.

Der skal selvfølgelig også være et billede af Giraffe Road (nr. 65 til 72), så man får en fornemmelse af området, og hvor mange ledige grunde, der stadig
er. Det er Susan og George, der bor overfor. Meget flinke og hjælpsomme mennesker. Det var forøvrigt her Jane og familie boede i 2010.

Så skal vi til at lande, og piloten har forsøgt at lande på det åbne stykke, men vinden driller ved at skifte flere gange. Det ser faretruende ud med en
grapefrugt plantage lige under kurven.

For at undgå at lande mellem grapefrugt planterne, trækker besætningen på jorden os ud på det åbne stykke og i samarbejde med skipper lander vi på
traileren af bilen, der skal fragte kurven.

Turen fejres selvfølgelig med champagne og tørret mango, og vi får et certifikat hver. Efterfølgende køres vi hen på et hyggeligt B&B og får et godt
morgenmåltid. Turen kostede 14.760 Rand i alt for os alle fire, og det var alle pengene hver.

Tirsdag er også flyttedag, hvor vi skifter fra nummer 65 (Kurts hus) til nummer 12 (Ulrichs og Kurts). Billederne taler vist for sig selv.

Fra både den overdækkede terrasse, som man går ud på fra alle tre soveværelser og fra stuen, er der udsigt til soldæk med pool og til lille vandhul i
baghaven, hvor det skal vise sig, at flere dyr kommer og drikker. Soldækket står på pæle cirka fire meter over terræn.

Og her er huset set fra vandhullet.

Tirsdag eftermiddag kører vi igen en tur rundt på Estaten, og denne gang får viøje på fem giraffer. Vi når ikke at få billede af alle fem på en gang, men
den opmærksomme seer kan se fire og ikke kun tre giraffer.

Udsigten er ikke dårligere ved solnedgang.

Onsdag morgen står vi igen op meget tidligt for at køre en lille times tid op til de hvide løver, som man kan gå en morgentur med klokken 07:00. Her er vi
ved anden gate, cirka to kilometer før løverne.

Så er de to hvide løver lukket ud, og vi står og venter på dem oppe ved porten. Heldigvis (siger kun jeg) får man ikke længere lov til at gå indenfor
hegnet, da løverne er blevet for store, og fordi nogle folk ikke kan lade være med at gøre ting, man ikke må.

Morgen gåturen er startet, og løverne dasker derudaf. Der er kun det lille hegn imellem os, og jeg er ikke i tvivl om, at hvis løverne skulleønske at hoppe
over, så kan de gøre det. Ejeren fortæller, at det er strukturen i deres liv, der gør, at de ikke er aggresive. Han er er deres alfa-han, og de to hjælpere er de
eneste, der må fodre dem.

Løverne synes, de skal slappe lidt af, så de lægger sig ned, og den ene gaber. Det giver så muligheden for at se, hvorfor de blandt andet kan være forlige.

Dette billede kan fortolkes på forskellig vis. Jeg bliver blot mere skræmt, mens de andre får lyst til at kræmme løven.

Efter at have set og gået sammen med løverne kører vi lidt rundt i området, og vi ser en del dyr. Vi får blandt andetøje på denne kæmpe, som vi senere
får at vide er en kudu.

Klokken er blevet 10:30, og det er tid til morgenmad i Hoedspruit efter mange oplevelser.

Lone skal have købt en dug med hjem og en lille gave til Vigga.

På vej tilbage tager vi en lille afstikker for at se det specielle Baobab træ, som udover at se specielt ud også er kendetegnet ved at begynde at udhule sig
selv efter tusinde år.

I formiddags så vi en kudu, så hvad er mere passende end at spise en kudu steak om aftenen på The Hat and Creek i Hoedspruit. Det smager dejligt.
Restauranten ejes af Andre, som også ejer den på Estaten.

Der skal være bryllup på Estaten lørdag, så mange huse er lejet ud, og dette gælder også nummer 12, så vi skal være væk i tre dage. Vi starter fredag
morgen med at køre ad Panorama ruten i bjergkæden Drakensberg, og her er vi stoppet ved The Three Rondavels, som er nogle specielle bjergtoppe. Ved alle
udsigtspunkter skal man betale et mindre beløb for at komme ind.

Det er næsten altid mig (Henrik), der tager billeder, så jeg skal være hurtigere end Lucky Luke, når chancen endlig byder sig for at komme med på et
feriebillede.

Alle steder er der sælgere, men de er overhovedet ikke pågående. Lone finder de dækkeservietter med The Big Five, som hun har ledt efter.

Næste stop er Bourke's Luck Potholes, hvor der er opsat en stor ramme til at fotografere igennem. Der er faktisk rigtigt flot, men det er svært at få taget
gode billeder af det store areal.

Der er sat flere broer op, så man har bedre muligheder for se området og kigge ned i de store potholes, som naturen har skabt. Hans-Henrik står på en
bro, og Hanne, Lone og Henrik kan ses på den anden bro.

Så er vi kommet til et af de flere vandfald på ruten. Dette hedder Berlin Falls navngivet efter ejeren af jorden.

Gods Window er et kig ud mellem to klipper. Det er ikke så imponerende, som navnet måske indikerer, men efterfølgende er der en lidt strabadserende tur
opad bjerget i en regnskov til en flot udsigt på den anden side.

Her er den flotte udsigt på den anden side.

Så er vi ankommet til Gecko Lodge Hotel i Hazyview, hvor vi skal have en enkelt overnatning.

Her er et billede af vores værelse, som er fint til en fornuftig pris.

Om morgenen går vi en tur ned til floden for at se, om vi kan fåøje på en flodhest. På et tidspunkt kan Lone høre et plask i vandet, men i første omgang
kan vi ikke se, hvad det er, og faktisk tror Lone, at det er Hans-Henrik eller mig (Henrik), der har drillet og kastet noget i vandet. Lidt efter kravler krokodillen
dog op på stenen igen, så det var den, der havde måttet give slip på grund af strømmen.

På turen fra Hazyview mod Kruger kommer vi igennem en del byer, hvor der udelukkende er sorte mennesker.

Ude på landet møder vi mange, der har været inde og handle i byerne. De fleste er gående og en del bærer varer og andet på hovedet.

Teltet har fast cementeret bund, og bag ved sengen er der bad og toilet. Der er dog stadig tale om en teltdug, som en løve eller bavian vil kunne forcere uden
problemer.

Efter at have set teltet og lagt vores ting, skal vi have frokost i "restauranten". Her springer der aber rundt i træerne og på taget, og lige pludselig hører vi en
dame fra personalet, der råber, mens hun går lidt væk, og det viser sig, at en hyæne og to vilde hunde lige har jagtet en impala, der er løbet 10 meter fra
os, uden at vi har nået at se det.

De vilde hunde løber op på vejen, og jeg må sætte den lange linse på for at få et billede af dem. Der er meget få vilde hunde, så vi er faktisk meget
heldige at se dem. De har ikke det bedste ry, fordi de bider bughulen op på det jagede dyr under jagten, og det anses for makabert, selvom byttet faktisk
dør hurtigt. De vilde hunde kan løbe op til 60 km/t og de holde hastighed meget længe og trætter dermed deres bytte.

Hans-Henrik får taget et billede, hvor den ene af hundene viser tænder.

Efter frokost skal vi ud på vores allerførste game drive. Spotteren Douglas sidder forrest til venstre på køleren af bilen, og vores ranger Layton kører bilen og
fortæller om alt, hvad vi ser.

Begrebet the Big Five dækker over leopard, løve, næsehorn, elefant og afrikansk bøffel (cape buffalo) og er oprindeligt defineret ud fra, hvor svære de var at
jage. Mange mennesker kommer på game drive uden at se leopard og bøffel, men vi har ikke kørt længe, før vi ser en leopard, som har fået serveret en
impala og sin mor.

Så er der zoomet lidt mere ind.

Leoparden er færdig med at spise, og nu skal der slappes af. Det giver os mulighed for at iagttage tæt på og tage en masse billeder.

Det er ikke fordi, vi ikke har set andre dyr, men der kommer mange billeder senere. I slutningen af eftermiddagsdrive finder rangeren et sted, hvor vi
forholdsvis sikkert kan stige ud af bilen. Det er tydeligt, at både Layton og Douglas er opmærksomme på lyde og andre signaler, og det er lidt mærkeligt at
vide, at der ude i mørket er en masse dyr inkl. potentielt farlige.

Bilen er fint udstyret, så der er noget for en hver smag.

Efter game drive er der aftensmad, og vi sidder sammen med to hyggelige ægtepar fra Frankrig, rangeren Layton samt to guider fra Albatros kontor i Cape
Town, hvor den ene er sydafrikaner, og den anden pudsigt nok er dansker (Tina fra Thisted).

Mens vi sidder og spiser, dukker der pludselig en elefant op ved vandhullet i campen cirka 15 meter fra os. Billedet er ikke så tydeligt, da det er taget med
mobiltelefon, og det er bælgmørkt, så elefanten er kun oplyst af spot ved vandhullet.

Det er er blevet søndag morgen, og vi skal heldigvis på game drive igen, og her ser vi så nummer to af the Big Five, en gammel hanløve. Det er lidt diset,
hvilket forringer billedekvaliteten.

Hanløven gaber, og det ser lidt vildt ud.

Så er vi heldige igen. Douglas har spottet en enlig bøffel, og jeg er heldig at få et godt billede af den, inden den stikker af igen. Det var nummer tre af the
Big Five, og en af de sværeste.

I løbet af morgen game drive finder de også et sted, hvor vi kan gå ud af bilen, og vi får serveret kaffe. Lone kan høre noget plaskeri på den anden side af
søen bag træerne, og da vi går længere langs søen, får viøje på en stor flok elefanter.

Mellem dagens to game drives er det meningen, at man skal slappe af. Her er vi dog på vej over til restauranten, da Layton har spurgt, om vi vil med på en
gåtur i bushen.

Det er første gang, vi ser et rigtigt våben, men Layton (vores ranger) har det med på gåturen i bushen.

Vi har fået instrukser om, at reglerne fra bilen om at være samlet er endnu mere vigtige, når vi er på bush walk. Vi skal gå i en lang række, og ingen må
falde tilbage eller ud af linjen.

På turen ser vi denne enlige elefant, som afkøler sig i vandet, og det må være lidt specielt, for Layton tager selv både billeder og video af situationen.

Hvis man kan tale om, at en elefant er sød, så er denne faktisk rigtig sød, og den hygger sig virkelig i vandet.

Er der nogen, der ved, hvad dette er for et dyr.

Efter den spændende gåtur bruger vi en halv time til at slappe af ved pølen. Dette er på trods af, at den unge pige i recptionen har fortalt, at der for et
stykke tid siden havde været en løve helt oppe ved pølen.

På eftermiddagens game drive ser vi så nummer fem af the Big Five, nemlig to flotte næsehorn. Hvor er det dejigt at se et sundt par med helt intakte horn.

Det er spændende, at forskellige arter er udstyret med så flotte former, og at man kan komme så tæt på.

Apropos at være tæt på, så møder vi en ny flok elefanter lidt senere.

Det er tid til en aftendrink på game drive, og ude i en af de store søer, er der faktisk to flodheste. Man kan ane den ene til venstre fra Hans-Henriks hovede.

Flodhestene er næsten ovre på den anden side, så der skal lang linse til at få et billede af den ene, som har gang i et ordentligt gab.

På vejen hjem i mørket møder vi omkring seks løver. Det skal vise sig, at vi ser dem igen i morgen. Det er Douglas, der lyser på dem, og det føles lidt
specielt at vide, at vi holder stille midt i bushen med seks løver omkring os, som vi ikke alle kan se.

Om aftenen efter mad er det godt med et glas rødvin ved bålet og bare slappe af og fordøje dagens oplevelser (evt. checke billeder).

Det er blevet sidste dag i bushen, og vi er netop startet på morgenens game drive, da der ligger noget på vejen længere fremme.

Det viser sig at være hyænemor med sit lille barn, der har valgt at få mad midt på vejen. De bliver liggende, mens vi holder og kigger, og flytter sig først,
da vi kører rigtig tæt på, da vi skal videre.

Here is an attempt of a selfie with the two wonderful french couples. You were very good company.

Så er vi heldige igen. Denne gang ser vi en flok med omkring 50 buffalos (ikke alle er på billedet). Det er to hanner i højre side.

De to hanner i nærbillede.

Hvad glor du på?.

Så møder vi løveflokken fra i går aftes, som ligger og hviler sig.

Og der er virkelig tale om at slappe af.

Er det et gab eller et brøl?

Under formiddagens pause ser Layton, at jeg beskærer et billede direkte på iPhone, og han er meget interesseret i denne funktionalitet, og griner selv af, at
han aldrig har lagt mærke til Edit funktionen.

Det var ikke helt korrekt, at Laytons våben, var det første vi så. Personalet har slangebøsser liggende, som de bruger mod eksempelvis aberne, når de er
for frække. Inden man tænker dyrplageri, skal man vide, at personalet er rigtig gode til at sigte og ramme, og de rammer forbi med vilje, så aberne kun
skræmmes.

Det er lidt trist at skulle tage afsked med Honey Guide Tented Safari Camp.

Lone blev gode venner med Nosizi fra restauranten. Det var Nosizi, der spillede på trommer, når vi skulle komme og spise eller samles af anden årsag.

Efter nogle fantastiske dage i bushen er vi nu tilbage ved estaten, hvor vi skal have de sidste to overnatninger. Det viser sig, at der er et baobab træ få
hundrede meter fre gaten til estaten, og det er endda indrammet, så det bliver til verdens største potteplante. Klik og hold på billedet for at læse teksten
på potten.

Det er mandag den 9. april om aftenen, og vi ved, det er sidste gang, vi spiser i restauranten på estaten, og vi ved, at Marlvin, som er vores 19 årige unge
tjener fra Zimbabwe, skal tilbage til sin mor for at hjælpe hende og for selv at læse. Billedet er desværre blevet dårligt.

Selvom vi har mange billeder af mad, er vi nødt til også at have dette af morgenmad ala bananasplit, som Lone bestilte inden vores golftur.

I Hoedspruit ligger en ni-hullers golfbane, som kan spilles som 18-huller med forskellige tee-steder ud og hjem. For første gang nogensinde er Lone med mig
ude og spille, og hun nyder at køre rundt i buggy og kigge på dyr.

På banen ser vi også bavianer, og Roger (vores spotter/cadie) fortæller, at de for nogle måneder siden så en leopard på banen. Klik og hold for bedre at
se bavianer, selvom billedet er taget på afstand med mobiltelefon.

Da vi ankom til parkeringspladsen tilbød Roger sig med det samme som spotter for os. Han fortalte at roughen var høj, så det var en fordel med en spotter,
og det skulle vise sig, at han havde ret. Han gav faktisk også lidt råd om valg af jern ind i mellem. Roger var en super sød fyr og noget mere energisk end
pigen i shoppen, som var fuldstændig stenet.

Det er meget tidligt onsdag morgen den 11. april, og vi skal køre mod Johannesburg kl. 10, så jeg skal lige have en sidste løbetur rundt på perimetervejen,
og heldigvis møder jeg både en giraf og en del zebraer inkl. det lille føl. En fantastisk måde at sige farvel på.

Vi får også sagt pænt farvel til Eunice, og hun virker faktisk en smule rørt. Vi håber, vi kommer til at se hende igen.

Vi er nu kommet til Lydenburg, og vejen lige frem er den ødelagte vej, vi tog hertil, så efter råd fra Susan og George kører vi til højre mod Dullstroom, som
skulle være en hyggelig by. Som man kan se, er vejret blevet markant dårligere. Vi er faktisk helt nede på 10 grader, hvilket er mindst 15 grader koldere
end de andre dage på samme tidspunkt.

Her er kørevejledning fra Google Maps, som jeg havde lavet hjemmefra. Som man kan, var vi aldrig kommet af den dårlige vej, hvis vi havde fulgt denne
vejledning, men så havde vi jo ikke set den. Det var appen HERE WeGo, der sendte os ad bumlevejen.

På vejen tilbage møder vi en lastbil, der smider en del småsten af ladet og laver huller i forruden. Da der er fem mand om at vaske vinduer på bilen, da vi
fylder den med diesel tæt ved lufthavnen, er det ikke særlig svært for Hertz-manden at se skaden.