Cykelferie sommer 2016

Sommerferien 2016 starter i Bad Gastein i Østrig. Vi kører fra Viby fredag den 29. juli og tager en overnatning på Marriott i München på vejen ned. Lone har
lånt el-cykel af Birte, og det skal vise sig at være rigtig godt. Fredag den 5. august kører vi til Verona, hvor vi ender med at have seks overnatninger. Herefter
har vi tre overnatninger ved Gardasøen. Når vi har kaldt det cykelferie, er det fordi, vi får cyklet meget mere, end vi plejer.

Diesel og frokost i Brunautal. Der er alt for meget trafik, så gennemsnithastigheden har været 89 km/t i 200 km.

For ikke at skulle lede efter overnatning og samtidig være sikker på at komme helt til München, har vi bestilt værelse på Munich Airport Marriott Hotel i
forvejen. For også at være sikker på aftensmad, har vi selv medbragt, og det var en god ide, for klokken er 22:25, før vi er fremme.

I brusekabinen er bagvæggen et fint billede af ko med klokke i bjergene. En sjov ide man selv vil kunne bruge (blot med et andet billede).

Hotellet ligger rent faktisk i Freising, som er en hyggelig sydtysk by, hvor der er marked lørdag formiddag.

Vi vælger at køre ind over bjergene i stedet for ad autobahn, og vi finder et smukt sted at spise frokost. Billedet snyder, for der er ret stejl, hvor bilen står.

Søndag skal vi prøve cyklerne. Vi cykler modsat Bad Gastein, men på grund af tordenvejret i går aftes, kan vi ikke komme videre. Det er åbenlyst hvorfor.

Her er højdeprofilen af vores cykeltur. Fra dalen på vej hjem kører vi opad i 2,88 km med 171 højdemeter, som er en stigningsprocent på 6. En del af
stigningen er 300 meter med 47 højdemeter, og det er en stigningsprocent på 15,7. Det er uden for kategori i Tour de France, så det er vildt hårdt. Lone
giver Henrik baghjul på vej op, og det er sjovt at se, hvordan flere kigger helt overrasket, når hun kører opad i god fart.

Fra vores balkon har vi set flere prøve at svæve henover vandfaldet, og på vores cykeltur møder vi en dansk familie, hvor de to døtre skal prøve. Her er
storesøster (i midten af billedet) netop sendt afsted af damen. Det er Schillerhof, hvor vi bor, det orange og gule i toppen på den anden side af. Vi bor i den
øverste lejlighed til venstre. 100 kvadratmeter med udsigt over både by og dal. Prøv at sammenligne kirketårnet på dette og næste billede, så får man en
ide om turen. Det er forøvrigt pølen, der ligger i den hvide bygning under hotellet (se billede nummer to efter dette).

Vejret er desværre ikke som i 2012, og som man kan se fra en af vores balkoner, så trækker skyerne op igen. Det er dog et flot view over Bad Gastein.

Lone svømmer en tur i pølen, hvor der også er flot udsigt over byen. Pølen er ikke så skæv, som panoramabillede gør den til.

Mandag morgen står vi op til total skyet vejr. Fra balkon ved soveværelse kigger vi direkte ind i skyerne.

Mens vi spiser morgenmad, begynder skyerne at lette.

Selvom de har lovet lidt regn, tager Henrik ud og spille en runde golf. Her er det Tee-stedet på hul 14, der er lidt svært at finde, fordi det ligger højere oppe,
og der ingen skiltning er. Naturen er fantastisk, og det er vandet fra vandfaldet i byen, der løber i åen til højre.

Tirsdag kører vi til Liechtensteinklamm nær ved St. Johann im Pongau, da vi har læst, at det skal være en flot tur gennem en kløft frem til at vandfald. Turen
gennem kløften er klart flottere end selve vandfaldet.

Onsdag vil vi på bjergtur fra "vores egen" svævebane Graukogel, og på grund af jordskred skal man gå frem og tilbage til Reedsee, og det tager cirka tre
timer hver vej. Vi forsøger, men Lone må desværre give op efter cirka tre kilometer ad små stier, som gik op og ned. Det er venstre knæ, der driller.

På toppen skal vi have en kold øl og en aperol, inden vi kører ned igen med svævebanen. Vi har også ligget på store solbænke og slikket højfjeldssol, så vi
er blevet røde.

Torsdag er vores sidste hele dag i Østrig, og vi kører igen en længere (40 km) cykeltur, hvor vi spiser frokost et dejligt og hyggeligt sted i Bad Hofgastein.

Fredag morgen skal vi videre, og vi tager biltoget som i 2012 fra Bšckstein til Mallnitz. Afgang hver time (20 minutter over) og 17 euro for en bil inklusiv
passagerer.

Efter en del timers kørsel i megen trafik og regnvejr ankommer vi til Hotel Varonesi La Torre klokken 17. Vi har bestil tre overnatninger via hotel.com, og
hotellet viser sig at være rigtig dejigt.

Udsigten fra værelset ind mod gården fejler bestemt ingenting. Det er restauranten i ventre side og baren i højre side.

Lørdag cykler vi en tur til Verona (cirka 13 km hver vej). Vi er næsten lige ankommet, og her er den kendte arena på Piazza Bra.

På Piazza Delle Elbe kan man se de seks guder Herkules, Jupiter, Venus, Merkur, Apollo og Minerva på toppen af Palazzo Maffei. Læg også mærke til
Markus-løven på søjlen.

Lige ved siden af ligger Piazza del Signori, hvor statuen med Dante står. Rigtig mange stiller op og får et billede, hvor de ligner Dante.

Der skal selvfølgelig også være et billede af den berømte balkon. Der er vildt mange turister, og man kan åbentbart komme op på balkonen og få taget et
billede.

Vi går ind i domkirken, og der går ikke længe, før vi kan høre, at orglet spiller, og der er formennes også en violin. Med lidt god vilje kan man godt se, at
der er et rum forrest (eller bagerst) i kirken.

Vi sætter os ind i rummet, hvor det ser ud som om, at de to musikere blot øver sig. Folk kommer og går, mens vi bliver siddende, og da vi også beslutter os
for at gå, viser det sig, at messen netop er startet, og præsten er startet med at tale til en næsten fyldt kirke, og vi lister stille ud langs siden. Lone kan ikke
undgå at tænke tilbage på dengang, hvor Henrik spillede Albinonis Adagio i G-mol for hende.

Så er vi tilbage på Piazza Bra, inden turen går hjem til hotellet. Vi vælger en anden vej hjem, for vi skal lige nå at se Julies gravsted, men det viser sig at
ligge på et museum, så vi vælger ikke at gå ind. På vejen skal Lone lige lave et stunt med at falde af cyklen, uden at hun ved hvorfor.

Efter en ren afslapningsdag søndag cykler vi til Peschiera ved Gardasøen mandag. De første tre kilometer skal lufthavnen rundes. Vi har mange gange kørt ad
motorvejen (til højre for Lone) fra Verona til Venedig, men vi havde nok aldrig troet, at vi skulle cykle her.

Vi havde troet, at strækningen ville være hely flad, men her har vi nærmest lige besteget byen Sona, som ligger højt.

Så er vi efter godt 25 kilometer kommet til Peschiera, som ligner sig selv bortset fra, at der er endnu flere turister end tidligere. Det går hurtigere på cykel
end i bil.

Vi har lyst til lidt andet mad, så vi vælger Sushi til frokost. Vi kan se kokken stå og lave stykkerne, så vi tør godt tage en menu til 12 euro per person, og
stykkerne kommer på bordet i en lind strøm.

Der skal selvfølgelig være et billede af Gardasøen set fra bunden med bjergene i baggrunden.

På turen hjem tager vi en kop kaffe og spiser en is i Sommacampagna. Igen en by der ligger højt. Vi taler med et ældre tysk svedende ægtepar ved kirken.
De var også på elcykler.

Tirsdag står den på afslapning igen. Vi har jo trods alt ferie. Vi tager liggestole ud i svedehullet. Hotellet er virkelig godt og lækkert, men en udendørs pool
ville have givet den sidste halve stjerne.

Henrik får læst bogen om Rufus Gifford, som han har fået af Lone, færdig. Den var rigtig god. Lone får læst Naboens søn af Jane Aamund. Lone synes
også, den er god.

Onsdag har de varslet lidt dårligere vejr, så vi tager en tur (denne gang i bil) til Mantova (tryk på første stavelse), som ligger cirka 35 kilometer syd for
hotellet. På Piazza Sordello kan man se Hertugpaladset.

Der er masser af dejlige pladser i byen.

Mantova er omkranset af de tre søer Lago Superiore, Lago di Mezzo og Lago Inferiore, som alle er dannet af floden Mincio, som starter ved Peschiera. Vi tager
et billede fra den anden side af søen, inden vi kører tilbage til hotellet for at nyde eftermiddagen, for vejret er som sædvanligt i Italien vendt til det bedre.

Torsdag morgen tager vi afsked med hotellet knap 14.000 kroner fattigere for seks overnatninger inklusiv morgenmad og inklusiv vores aftensmåltider samt
nogle naturprodukter, som de solgte på hotellet. Lone skal lige have en sidste dukkert. Det er ikke problemer som i Rio, der gør vandet grønt, men derimod
skiftende lys i bassinet. Hotellet er ejet af firmaet Calzedonia, som er mest kendt for salg af badetøj.

Vi er inde og spørge på en hel del hoteller startende syd for Peschiera og i bjergområdet øst for Bardolino og Garda inklusiv Jolanda og Diana i San Zeno di
Montagna. Alle steder er der totalt udsolgt, så Henrik er ved at tabe modet. Lone bruger Oles udtryk "Det ender godt", og vi er også heldige at få tre
overnatninger på Hotel Oasi 1,3 kilometer oppe fra Garda by. Fin udsigt fra balkonen til pool området, og man kan også se Gardasøen.

På en af vores mange cykelture, kommer vi forbi badebroen ved Camping Contineltal, hvor Mette lærte at svømme, og svømmede frem og tilbage under
broen, mens hun sagde "duke, duke, duke".

Efter at have cyklet to kilometer stejlt opad til supermarkedet i Costermano, tror Henrik, at han kan finde en alternativ rute tilbage. Vi ender på små
grusveje, der er så stejle, at Lone må stå af. Udsigten fejler ikke noget, og vi ender ad bagvejen ind på et resort.

Lone har set i en brochure på hotellet, at vingården Guerrieri Rizzardi har guided tur på engelsk lørdag kl. 10:30, så vi cykler op nord for Bardolino.

Det er en interessant tur, hvor vi starter i vinmarken og ser planter og druer og ser, hvor druerne læsses af i stor udendørs tragt. Her er vi inde og se
egetræstønderne i forskellige størrelser og med både rødvin og hvidvin.

Turen slutter med vinsmagning, og her viser guiden forskellen i farven på Bardolino og Valpolicella, som er konsekvens af forskellen i den sandede jord i
Bardoline og den mere lerede jord i Valpolicella området.

Lone er blevet i Garda på vejen tilbage fra vingården, og Henrik er kørt i bil op for at købe vin. Lone har købt tallerkner, og da Henrik henter hende, skal der
liges tages et billede på den fine bro ved vandet.

Vi har forgæves spurgt, om vi kan få endnu en nat, men alt er udsolgt. Vi skal lige have et billede af den fine alle på hotellet.

Så er vi på vej hjem, og selvom det er søndag, er der desværre megen trafik. Det gør det ikke bedre, at der er grænsekontrol på motorvejen mellem Østrig
og Tyskland. Så meget for Schengen.

Vi skal have frokost og leder efter en Subway på nettet. Da vi lige er kørt af autobahn, ligger der en Burger King, og det er faktisk Lone, der foreslår, at vi
spiser der. Lone beder selvfølgelig også den unge mand, der giver os maden, om en figur til Vigga.

Aftensmaden bliver i Göttingen, for der har været meget trafik, så vi er ikke nået så langt, som vi havde håbet. Det er dog fint vejr, så vi kan sidde
udenfor, selvom klokken er blevet 20:30.