Ombygning af Mågevej 1

Lone har i mange år ønsket et nyt køkken, og vi finder ud af, at vi nu har alderen, hvor det skal være, hvis vi også skal nå at nyde det i mange år. Samtidig
vil vi have gulvvarme i køkkenet og derfor også få det i den "gamle" stue.

I løbet af projektet skal det vise sig, at vi udvider med gulvvarme og nyt gulv i både kontor, spisestue og Viggas værelse. Dette skyldes i første omgang
primært de mange boligudsendelser, hvor det fortælles, at det er svært at sælge et hus med forskellige gulve.

Vi er hos JKE Design i Køge første gang i januar 2017, og vi får også et par tilbud fra to forskellige tømrere.

Det skal vise sig, at vi løber ind i nogle problemer undervejs, men de løses heldigvis professionelt af både Tømrer og bygmester Benny Jensen og af John
Hoxer fra Køkken og Hvidevare Brugsen i St. Ajstrup, som er Danmarks største JKE Design Center.



Inden vi går ud og kigger på gulve i marts 2017, skal vi lige have et billede med af køkkenet



Vi lærer, at eg er mindre spraglet end ask (se næste billede)



Ask er mere vild i mønsteret end eg, men det er meget svært at vælge ud fra en lille prøve. Endvidere skal man tage til stilling til olie kontra lak.



Lørdag den 11. marts 2017 kommer vi hjem, og Lone opdager denne svamp, der kommer op af gulvet på terrassen. Det sætter vores ombygningsprojekt på
standby i flere måneder.



Skaden viser sig at være noget større, end vi havde troet eller frygtet, og senere viser det sig, at der er tale om hussvamp, så vi skal den helt store omgang
igennem med svampeprøver, afbrænding og fjernelse af et par gulvbrædder i spisestuen, og på det tidspunkt, havde vi endnu ikke valgt at medtage spisestue
i ombygningsprojektet.



Torsdag den 18. maj 2017 står terrassen klar med støbt gulv og klinker. Vi blev meget pænt behandlet af Alm. Brand Forsikring, og vi fik muligheden for selv
at betale ekstraprisen for den støbte løsning.



Fredag den 4. august har vi en aftale med en anden tømrer end Benny, og vi har valgt selv at stå for nedrivning af køkken og fjernelse af eksisterende mure
og gulve. Inden vi begynder at fjerne noget, tager vi et før-billede.



Mandag den 14. august er vi taget til Køkken og Hvidevare Brugsen i St. Ajstrup i Nordjylland for at hilse på John Hoxer og Karl-Åge og for at få lagt sidste
hånd på beslutningerne om køkken og elementer. Lone falder selvfølgelig for den dyreste ovn, vi kan finde, en hvid Miele.



Lørdag den 19. august starter vi på at fjerne klinkerne rundt om brændeovnen, da den skal erstattes med en indsats. Lone har beordret et støvtelt, da jeg har
lånt Steens store værktøj.



Tirsdag den 22. august ankommer container, som skal indeholde alt vores indbo i de næste måneder. Vi søgte kommunen om lov via nettet og fik positivt svar
ti minutter efter ansøgning.



Vi ved, vi går en lang periode i møde uden køkken, så vi er heldige, at Bilka kører tilbud på Weber Genesis med sideblus.



Det er blevet torsdag den 31. august, og køkkenet begynder at forsvinde ud på Hans-Henriks trailer og ned på KARA.



Skallerne på væggen mod toiletterne skal også ned. De vejer heldigvis ikke så meget som de rigtige mursten fra halvmuren midt i køkkenet.



Vores tømrer er blevet syg og kan ikke tage opgaven i år. Han henviser til en anden tømrer, som i vores øjne udnytter, at vi står i en uheldig situation, hvor
vi allerede er begyndt nedrivning. Hans tilbud er langt over de to andre, vi har fået, så vi takker nej. Heldigvis er Benny klar til at give nyt tilbud på opgave,
som i mellemtiden er udvidet med flere værelser, og da han er på besøg lørdag den 2. september, har han blandt andet denne gulvprøve med, som vi ender
med at vælge. Lone får tårer i øjnene, da Benny siger, at han kan starte på onsdag.



At Benny kan starte onsdag giver en meget travl weekend, men heldigvis er Michael en knag og hjælper meget. Her har vi fjernet den indvendige murstensmur.



Søndag den 3. september går vi igang med køkkengulvet, som består af klinker limet på både spånplader (fra tidligere vandskade) og det oprindelige parketgulv.



Små tre timer senere er det meste af køkkengulvet væk.



Mandag aften får vi fjernet halvdelen af det gamle stuegulv.



Tirsdag aften får vi fjernet gulvet i spisestuen.



Onsdag og Benny og hans søn har arbejdet en dag, og de har blandt andet fjernet spånpladerne i den nye stue.



Om onsdagen har Benny også muret den nye gasbetonmur, der skal være til højre for nyt vinduesparti.



Onsdag aften er vi igang med at pille skab ned (forsigtigt, da det skal op igen) og fjerne gulv på Viggas værelse. Michael hjælper igen, og min far har også
hjulpet med at slæbe ud på trailer og køre på KARA.



Da vi kommer hjem fra arbejde torsdag, har Benny fået ryddet gulvet på den nye stue.



Og der er lagt nye kerto strøer i spisestuen.



Michael er igen torsdag efter arbejde for at hjælpe, denne gang med nedrivning af gibsvæg og fjernelse af gulvet og skrivebordet i kontoret. Klokken er 18,
og vi skal over og spise hos Hanne og Hans-Henrik kl. 20, så vi har travlt.



Klokken er nu 23:37 torsdag aften, og efter en hyggelig aften hos Hanne og Hans-Henrik kører jeg alene på KARA for at smide det sidste læs af for denne
dag.



Fredag er Benny begyndt at lægge strøer i stuen.



Når man stabler flyttekasser, skal man sørge for, at de tungeste er i bunden, og at de
passer sammen. Heldigvis opdagede vi det skæve tårn, inden det faldt.



Det er søndag den 10. september, og Michael er igen kommet for at hjælpe med at få fjernet resten af køkkenet. Fætter Lars er kommet for at hente det
gamle ekstra køleskab, så han giver også en hånd med.



Søndag aften og køkkenet er væk, og der er klar til Benny.



Mandag efter arbejde er der lagt gulvspånplader med udfræsede spor til gulvvarmen i spisestuen. Nu begynder det at gå den rigtige vej.



Aftensmad laves på grill og indtages på terrassen, så Lone har formået at få plads til både vores ting og hygge.



Det er blevet onsdag den 13. september, og nu er der lagt varmefordelingsplader i stuen.



Der ender med at blive lagt næsten 650 meter varmeslange fordelt på otte zoner (soveværelse dog kun lagt ind under gulvet til senere).



Det er mandag den 18. september, og nu er der lagt underpap og no-noise på.



Benny har lagt en gangbro i køkkenet, så vi nemmere kan komme rundt.



Fredag den 22. september er sidste dag af to, hvor Roskilde Pejsecenter laver hul til og monterer ny indsats som erstatning for brændeovn.



Det er blevet koldt, og vi har ingen varme, så vi har glædet os til det færdige resultat. Desværre siger mureren, at vi skal vente tre uger med at tænde op,
indtil det nye murværk er rigtig tørt.



Lørdag tager både Mette, Vigga, Michael, Lone og Henrik i zoologisk have, hvor Vigga nyder at blive malet i hovedet.



Søndag starter jeg med at slibe loftsbrædder, så de kan være klar til Michael skal male dem. Det er hårdt arbejde i skulder og nakke at bruge "Giraffen".



Så er det blevet tirsdag den 26. september, og da vi kommer hjem fra arbejde, har Steen sørget for, at vi har varme i det fleste af rummene. Som tidligere
nævnt bliver der otte zoner inkl. soveværelse.



Samme dag har Benny sat plade indvendig på væggen (se venstre billede), og det betyder, at jeg skal igang med at pille muren ned. Det tager tid, fordi jeg
samtidig renser stenene, da de fleste skal bruges igen. I midten skal vi lige have et før-billede. Læg mærke til at Benny har pillet en enkelt mursten ud foroven,
så det er nemmere at fortsætte. Til højre er der fjernet rulleskifte og cirka otte rækker.



Onsdag eftermiddag og aften er far nede og give en hånd med.



Torsdag er der kommet gibsplader på væggen i køkkenet. Det er dejligt at se, at det går fremad. Billedet er taget som panorama, dvs. køkkenet buer ikke i
virkeligheden.



Samme dag er Benny begyndt opbygning af ny væg til kontoret. Vi er Lotte dybt taknemmelige for ideen med at flytte kontoret ned i denne ende.



Så er det blevet fredag den 29. september, klokken er syv om aftenen, og alle forberedelser til at sprøjemale er gjort.



Først skal det værste vand i slangen ud, så det er fint, at væggene også skal males senere.



Der er tale om teamwork. Michael maler, mens jeg holder slangen fri og håndterer afdækning, som bliver mere og mere klistret, og Lone tager billeder. Prøv
at lægge mærke til skyen af maling.



Slangen skal renses fuldstændig, og det tager lidt tid. Det ser faktisk ud som om, det har sneet. Klokken er 22:15, så det er ok for 100 m2 loft.



Så er det søndag den 1. oktober, og vi har sprøjtmalet anden gang. Sådan ser man ud i hovedet trods heldragt og maske.



Bagefter skal vi have noget biksemad og spejlæg.



Starten af oktober har været en travl arbejdsperiode, hvor jeg har været en lille uge i Italien, og herefter skal jeg rejse en uge til USA søndag. Det er fredag,
og der er lagt nye gulve og sat ny køkkendør i, mens jeg har været væk.



Michael er igen på banen, så vi kan få møbler ind og begynde at kalde det et hjem igen.



Efter en uge i USA er det nu blevet søndag den 15. oktober, og Michael er igang med at male stuen.



Mandag eftermiddag er der sat nyt stort vinduesparti i køkkenet, og det får virkelig køkkenet til at se større ud.



Onsdag er Michael igang igen, denne gang skal der spartles i stuen.



Det er blevet fredag den 20. oktober, og Michael har spurgt Daniel om hjælp, for opgaven er temmelig stor, når man er alene og i forvejen arbejder mange
timer på arbejde. Det er virkelig sjovt at se, hvordan de bare går igang med at arbejde uden behov for at kommunikere. De ved præcis hver især, hvad
den anden gør.



Så er det sent mandag aften, og Michael er igang igen, denne gang med at male pejsestuen.



Vi har ventet længe på denne tirsdag, hvor køkkenet skal komme, og det er da også sent (cirka kvart over syv om aftenen), før lastbilen ankommer med en
chauffør og en - skal det vise sig - helt ung praktikant.



Kort tid efter ligger første palle af tre med vores køkken på jorden i regnvejret væltet, da den blev trukket af rampen. Første tanke er udelukkende frustration
over, at vores køkken er gået i stykker, men dette afløses hurtigt af andre tanker, da den unge praktikant begynder at skrige af smerte, fordi han ligger klemt
fast under skabene. Jeg må banke på Helle og Steens vinduer, så Steen også kan hjælpe med at få ham fri, og vi skal faktisk være tre mand til at flytte
skabene. Han sidder med bøjede ben og klager over stærke smerter, så jeg løber ind efter tæpper til ham. På vej ud kommer chaufføren bærende med ham,
og vi lægger ham på sengen i soveværelset.



Vi ringer efter en ambulance, men det betyder også, at politiet kommer, da der jo er tale om en arbejdsskade. Lone er ikke hjemme, men Helle tager sig
kærligt af den unge mand, som får morfin, og som får klippet bukser og sko i stykker og ender på Køge sygehus, hvor de omkring midnat sender ham hjem.
Chaufføren har ikke måttet fjerne skabene, så de ligger i flere timer i regnvejr på jorden, og det ender også med, at han må tilkalde en anden chauffør fra
Jylland, da hans tid er rendt ud. VI får de to andre paller ind, men vil selvfølgelig ikke modtage de beskadigede og våde skabe.



Onsdag morgen den 25. oktober kommer Morten for at sætte køkkenet op, og det viser sig, at det primært er alle underskabene, der mangler. Heldigvis er
soklerne intakte, da de jo både danner fundament og er det største arbejde.



Da Morten er færdig sent onsdag eftermiddag, ser køkkenet sådan ud. Vi havde glædet os til et færdigt køkken om torsdagen, men der er ikke mere arbejde
til Morten på nuværende tidspunkt. John fra St. Ajstrup har lovet at skaffe nogle andre underskabe med "forkerte" fronter, så vi snart kan få et funktionelt
køkken, men de rigtige fronter kan tage op til seks uger at få leveret.



Det er lørdag den 28. oktober, og da vi først får vores nye møbler tæt på jul, laver vi en midletidig stue, så vi også kan slappe lidt af foran fjernsynet.



Mandag bliver Martin færdig med at mure den nye mur.



Halvanden uge efter uheldet med køkkenskabene, er det fredag den 3. november, og de nye skabe med forkerte fronter er kommet.



Morten har været flink og sat det resterende køkken op på en søndag, så den 5. november begynder det at ligne et køkken.



Vi har glædet os til at få de nye bordplader på. Dette har jo været udsat pga. uheld med skabene. Man siger jo, at en ulykke sjældent kommer alene, og det
skal vise sig at holde stik. Bordplade manden vil ikke fuge, fordi der er for stor afstand, og det viser sig, at der mangler at blive rettet et offset på 150 mm til
140 mm, så derfor skal hele langsiden ud mod haven rykkes 10 mm til venstre, dvs. sokkel og skabe skal flyttes, og det værste er, at Morten først har tid i
december.



Vi har ikke kunnet have Vigga længe, men fra torsdag den 9. til søndag den 12. november har vi hende, og da Michael maler både torsdag og fredag, vil hun
selvfølgelig hjælpe onkel.



Tirsdag den 14. november er Jane kommet for at hjælpe med at placere køkkenting fra containeren og ikke mindst få smidt overflødige ting - og dem er der
mange af - ud.