Kap Verde 2014

Forårstur skal være til et sted med sol og varme, så vi vælger Kap Verde 500 km ud for Senegals kyst i Afrika. Kap Verde er en øgruppe
bestående af 10 øer, og vi skal bo på øen Sal. Kap Verde er en selvstændig republik, og navnet betyder det grønne fobjerg. Det officielle
sprog er portugisisk, men der tales også kreol.

Øen Sal er den nordøstligste, og vi skal bo på sydvest spidsen to kilometer fra byen Santa Maria.

Vores værelse er ikke helt klar, da vi ankommer, så vi skal vente lidt. Vi skal sætte mærker på kufferterne, så bliver de bragt til vores værelse
nummer 1147.

Værelset viser sig at være fint, og der er et dejligt stort TV med en masse internationale kanaler i modsætning til, hvad vi havde læst. Der er
også en dejlig altan med to stole og udsigt til sandbakken med sand fra Sahara.

Her er udsigten fra altanen, hvor man både kan se vandet, kite surferne og alle de folk, der skal op på sandbakken. Vi havde eftermiddags-
solen, hvilket var dejligt, når man kom tilbage på værelset.

Vores første morgenmad, som selvfølgelig skal nydes udenfor. Man kan se, at solen er ved at bryde frem bag bygningen.

Udsigten den anden vej viser, at hotellet ligner en masse små ørkenslotte. Personalet er hurtige til at hjælpe og de er søde og venlige, og
atmosfæren er samtidig afslappet, så der er ingen grund til Henriks rynker i panden.

Så er vi gået en tur ned til stranden, og er på vej hen på sandbakken, som guiden fortæller er sand helt fra Sahara, der er blæst herud. Som
man kan se, er der godt gang i bølgerne, for det blæser altid på Kap Verde.

Så kom Lone lidt for tæt på bølgerne og må flygte, men undgår ikke at blive våd.

Billedet er taget fra toppen af sandbakken med udsigt over stranden og lidt af vores hotel. Der bor 3000 turister på hotellet, men man mærker
det slet ikke på grund af måden, det er bygget. Som man kan se, har Lone gået længere end Henrik. Det er Lones spor til venstre. En rigtig
ørkenvandring.

Vi går en tur ind til byen Santa Maria langs stranden, hvor der er flere kite surfere. Det her var bestemt ikke hans højeste hop.

De lokale slæber en fiskerbåd op på stranden. Læg mærke til den orange gummibold ved fødderne på forreste mand. Der er en på hver side,
som båden ruller på.

På broen er der vildt gang i den, da mange fiskere netop er kommet ind.

Dette er en masse små tunfisk.

Det kan man da kalde det rene blodbad.

Så må man spørge: "Hvad er det for en fisk?"

Men den er ikke køn.

Hvor der er turister, er der souvenir butikker.

Om det er fordi, vi har givet drikkepenge, ved vi ikke, men næste morgen har vi fået vores sengetæpper foldet flot.

Udsigten fra liggestolen ved pølen er fin. Hotellet har all-inclusive, så man henter bare drinks i baren, når man gider. Man kan heldigvis vælge
dem både med og uden alkohol, så man behøver ikke blive bøvet. Henrik når til side 68, inden han er helt sikker på, at han har læst bogen
på en tidligere ferie.

De unge mennesker på animationsteamet på hotellet er rigtig gode og laver ikke kun aftenunderholdning. Her kommer de forbi pølen og
optræder med afrikansk dans og musik.

Her er lidt forskellige billeder af animaitonsteamets optrædender. Der var både Grease (play back) musical og afrikansk tema, og inden disse
shows var der selvfølgelig underholdning for alle børnene. Vi kom til at tænke tilbage på ungerne i Tyrkiet i 1993.

Ud over en stor buffet restaurant, hvor man blot kan gå ind og spise, er der fire tema restauranter, hvor man skal bestille bord (kan gøres op
til tre dage i forvejen). Her er det hovedretten på den lokale fiskerestaurant. Maden er virkelig god og ekstra god på denne og på den
asiatiske.

Mange steder på området er der barer, hvor man kan få øl, vand, vin, drinks og kaffe. Her er det lobby baren, hvor vi tit sidder og kigger på
folk, der går forbi. Vejret er langt bedre end det ser ud. Modlyset får himlen til at ligne regn, men prøv at se næste billede.

Når man kigger på DMI's klimadata, kan man bedre forstå, at Ola grinede, da jeg spurgte, hvad man gjorde, hvis det blev regnvejr, når vi
skulle på tur i åben bil.

Mandag tager vi på tur rundt på øen. Vi vælger Ola og Dilan, som er to brødre, og de taler fint engelsk, og turen viser sig at blive rigtig god.

Der er en fotograf med på turen, som tager billeder for at kunne sælge dem bagefter. Det er faktisk en god ide, for han fanger jo ting, som vi
ikke selv ville have kunnet. Her hvor vi laver smut ved første pause på turen. Prøv at klikke på billedet, hvis Internet forbindelsen er hurtig.

Vi holder endnu en pause for at nyde udsigten.

Så er vi kommet til den lille by Palmeira, hvor indbyggerne henter vand centralt i byen.

Her er det en ung mand, der er på vej til at hente vand i tre store dunke.

Der går ikke længe, før der er en sælger, der vil sælge kasketter og andet.

Da Henrik har glemt kasket, køber han en, og får lige lavet en Obama/Thorning selfie.

Vores engelske venner fra bilen har taget popcorn og frugt med til ungerne i byen, og Ola må være med til at styre uddelingen.

Fotografen får taget dette billede af en rigtig dejlig unge.

Da vi skal køre igen, render sælgeren efter os, da han vil have Lone - som han kalder Miss Denmark - til at købe noget.

Så er vi ankommet til Buracona (grotten med det blå øje), og vi er meget spændte, da vi er kommet på det rigtige tidspunkt, og der er fuld
solskin. Umiddelbart ligner det jo bare et sort hul.

Men se så det syn, der møder en, når man kigger ned i grotten. Det er virkelig flot.

Og her er et billede, som fotografen tog med et bedre kamera.

Midt ude i ørkenen oplever vi et fatamorgana. Der er fem kilometer til kysten og ingen vand her, men alligevel ser vi vand pga. luftspejling.

Fotografen forsøger at få det til at se ud som om, jeg har Lone i min hule hånd. Endnu et fatamorgana.

Så er vi kommet til stranden, hvor der er lemon sharks. Der var omkring tyve, og med lidt god vilje kan man se tre på billedet.

Her er et billede fra Wikipedia, så man kan se, hvordan en lemon shark ser ud.

Så er vi kommet til saltsøen, som ligger i et vulkankrater.

Det er en helt vild speciel fornemmelse at bade i søen. Man flyder helt uden problemer, og det er helt umuligt at svømme. Man skal ikke få
vand i øjnene. Henrik fik blot en dråbe, og så går der flere minutter, inden øjet kan åbnes igen.

Tirsdag aftermiddag går vi til stranden, da vi selvfølgelig skal prøve at bade i de store bølger. Lone taler med ung svensker, som netop har
fået to minutters ro fra sine to små børn, der hele tiden vil i vandet.

Henrik forsøger at angribe en af bølgerne. Konsekvensen er, at man vælter omkuld og ikke aner, hvor man er. Læg mærke til, at Henrik bader,
selvom vandet kun er lidt over tyve grader.

Der er masser af solsenge på stranden, som selvfølgelig er til fri afbenyttelse. Det udnytter to af hundene også.

Onsdag morgen efter gymnastik (stram op og cirkel træning) skal vi have et billede sammen med svenskerne (Leif og Thomas med koner),
da vi har dyrket gymnastik med dem fire morgener.