Østrig og Italien 2012

Sommerferien 2012 starter i Bad Gastein i Østrig og herefter for femte gang til Jesolo Golf Village i Italien.

Vi overnatter på Landhotel Michaelishof tre kilometer syd for Bergen nord for Celle og Hannover. Vi har medbragt mad, da vi ikke vidste, hvor
langt vi ville køre.

Vi betaler 72 euro for et værelse med egen entre og separat badeværelse i bygningen på billedet. Som altid i Tyskland er det også inklusiv
morgenmad, og der er adgang til Internet. Hotellet kan anbefales.

Frokost på Riedener Wald. Vejret er dejligt, dvs. solskin og 28 grader.

Pludeselig kommer politiet og overhaler, hvorefter de sætter blink på og sætter hastigheden ned til ca. 70 km/t. Det er første gang vi prøver at
få politieskorte. Heldigt for Porschen, som ellers ville have fået baghjul.

Vi har ringet til Birte og Claus, som også er på vej til Østrig, og vi aftaler at mødes på en rasteplads. Vi får kaffe, kakao og dejlige kager,
mens vejret bare bliver dårligere og dårligere, og til sidst må vi søge ly indenfor.

Der skal da også lige være et billede af kagerne.

Vi ankommer klokken cirka 20:30 efter at have kørt i vanvittigt regnvejr, hvor mange bilister kørte ind til siden på motorvejen og holdt stille.
Lejligheden er både kæmpe stor og lækker og har en fantastisk beliggenhed. Flere billeder vil følge senere.

Vi har selvfølgelig valgt master bedroom, og så kan man stå op til sådan en udsigt over byen Bad Gastein.

Byen er kendt for det flotte vandfald. Læg mærke til, at vejret har ændret sig fra
aftenen før. Det er perfekt vejr til en tur i bjergene.

Og vender man sig om, kigger man på kirken, og i baggrunden kan man se vores lejlighed. Det er på toppen af bakken til højre for spiret.

Vi tager lift op til Stubnerkogel, som ligger i 2300 meters højde.

På Stubnerkogel har man bygget en 140 meter lang hængebro. På broen kan man automatisk få taget et foto, der uploades på nettet. Prøv
at kigge på datoen 5. august 2012 kl. 12:29 på dette link, så skulle I gerne kunne se både Lone og Henrik.

Ved morgenmaden på hotellet (lejligheden) kan man betale for en frokostpakke, hvor man smører et par boller og får en vand, lidt frugt og en
energibar med i en pose. Det har vi selvfølgelig gjort, og så kan man sidde i fuldstændig stille og ro og nyde sin frokost med en fantastisk
udsigt. Det er da ferie.

Vi tager en forkert beslutning og går ned fra toppen til den midterste station, men stien er bestemt ikke så god, og vi har ikke det rigtige
fodtøj. Vi kommer dog hele ned en oplevelse rigere.

Så bliver stien endelig til vej.

Da vi kommer ned til byen igen, hører vi musik, og en svensk far med søn og et par kammerater skaber god stemning, så vi bliver siddende
og får et par øl.

Ud af vandskulpturen kommer Thermal Wasser, dvs. det er dejligt varmt. Herefter starter vi opstigningen til lejligheden, som igen kan ses i
baggrunden.

Mandag kører vi i bil ned i bunden af Bad Gastein, hvor vi tager cyklerne af og cykler langs med floden, hvor der er forholdsvis fladt. I Bad
Hofgastein er der er en smuk park, hvor vi holder pause. Billedet er taget med 10 sekunder udløsning, så der skulle løbes stærkt fra den
anden side af bassinnet.

I Bad Hofgastein ligger der også en smuk kirke med et pænt torv foran og selvfølgelig bjerge i baggrunden.

Vi skal selvfølgelig have en isanretning på en lille cafe ved torvet.

Tirsdag stiller Lone mig et valg. Enten opsøger jeg en læge, eller også kører vi hjem til Danmark. Vi finder Doktor Buchsteiner, som viser sig at være en
fantastisk behagelig og forstående mand. Han sender mig først på hospitalet i Schwarzach, hvor jeg får et kamera ned gennem næsen og ned i halsen.
Han konstaterer tørt, at der ingen tumor er, og at der desværre heller ikke er nogen mulig behandling. Alligevel ordinerer han nogle piller mod mavesyre.
De tager heldigvis det gule sygesikringskort, for mit blå europæiske er udløbet.

Tilbage hos doktor Buchsteiner giver han mig inhalation, som jeg også skal have onsdag og
fredag. Han ordinerer også nogle beroligende dråber, som jeg kun skal tage, hvis jeg går i
panik. Det viser sig at være en god ide, for efter at inhalationerne har virket tirsdag og onsdag,
så får jeg de værste anfald onsdag aften og torsdag morgen, hvor jeg er sikker på, jeg skal dø.
Lone giver mig tyve dråber, som lægen har anbefalet, og jeg går ud som et lys hele dagen.

I 1996 besøgte vi Eisriesenwelt med Mette og Michael, og vi husker det
som en fantastisk oplevelse. Vi har dog begge glemt, hvor meget og
hvor stejlt, der skal spadseres, men det fremgår lidt af figuren, der er
taget fra Eisriesenwelt hjemmeside, hvor man også kan se billeder
indefra hulen, hvor man ikke selv må fotografere.
Læg mærke til, at det er muligt at gå (90 minutter) i stedet for at tage
svævebane, men den tur er ikke for tøsedrenge.
Husk at man bør komme så tidligt om morgenen som muligt for at
undgå kø ved svævebanen. Vi brugte mindst en time i køen, fordi vi
først ankom klokken 10:30 pga. anden inhalation hos lægen onsdag morgen.

Så er vi kommet op med svævebanen, og skal gå de sidste tyve minutter op til hulen, som kan anes over i bjerget.

Der er stadig et stykke vej endnu, og det går opad.

Vi er nu tættere på, og skal lige have et billede den anden vej.

Døren til indgangen er lukket og åbnes kun, når holdene skal ind og ud. På grund af forskellen i temperaturen inde i hulen (ca. nul grader) og
temperaturen uden for hulen (i dag ca. 25 grader), så opstår der vind ud af hulen på ca. 70 km/t.

På vej ned med svævebanen kan man se noget af den sti, man skal gå på, hvis man ikke tager svævebanen. Den er rimeligt krævende.

Nedefra dalen skal vi lige have et billede op mod ishulerne. Hvis man kigger meget godt efter, kan man se det hvide hus, hvor svævebanen
ender.

Torsdag aften går vi en tur på den anden side af hotellet, hvor der faktisk også går en lift op til Graukogel. Skiinteresserede vil lægge mærke
til, at liften ligger 50 meter fra lejligheden.

Lone derimod har selvfølgelig fået øje på et par herlige dyr med de skønneste hoveder.

Der skal selvfølgelig også være et kort over området. Som man kan se - hvis man zoomer ind - så er Graukogel faktisk højere end
Stubnerkogel.

Fredag morgen er der afgang til Italien. Vi lader navigationen bestemme den korteste rute, og det viser sig at inkludere et biltog. Her er vi
ved at køre på toget, og det er stationen, man kan se.

Man må ikke blive sidende i bilen, men man skal over i en separat vogn. Turen tager ca. ti minutter og foregår primært i en tunnel, så det er
desværre ikke en flot tur. Prisen er 17 euro.

Ved at køre denne vej kommer vi over Plocknerpass, som vi aldrig før har været over. Her er den gamle grænse mellem Østrig og Italien.

Lone synes navigationen ser sjov ud, så hun tager et billede. Det er nok klogt at følge vejen i stedet for den direkte, som den røde stiblede
linje angiver.

Vi ankommer til Jesolo Golf Resort kl. 17:10 fredag eftermiddag. Lørdag går vi en tur for at se det nye byggeri, og på vejen får vi øje på en
skildpadde i vandløbet ved golfbanen. Det viser sig, at der er flere.

Som man kan se, er der nu endelig kommet gang i det nye byggeri med navnet Tee 10, da de nye lejligheder skal ligge langs med starten af
hul 10.

Det bliver spændende at følge byggeriet. Det er sjovt at tænke på, at Michael og Henrik spillede ni huller for mange år siden, inden byggeriet
af de lejligheder, vi bor i nu, var startet.

Søndag eftermiddag skal vi selvfølgelig se håndbold OL finale, og selvom Sverige slog os, holder vi selvfølgelig med dem, men desværre
forgæves. Frankrig ender med at få guld.

Efter håndboldkampen cykler vi efter vand hos købmanden, og herefter cykler vi en ekstra lille tur. Vi ser en masse biler ved naboen til Golf
Resort, og det viser sig, at det er fordi, der er stævne i ridebanespringning. Det er faktisk meget sjovt og spændende at se.

Tirsdag har vi hentet frisk pasta i Pasta forretningen, og nu skal vi have friske laksefilleter ved fiskehandleren. Som en anden mæt Garfield
ligger katten og slår mave. Den har sikkert fået rigelig med fisk.

Torsdag cykler vi den traditionsrige tur ud til fyrtårnet ved Jesolo havn gennem hovedgaden. På vej ud ser vi et spisested, der ser hyggeligt
ud, og vi håber, de har åbent, når vi kører tilbage. Det har de heldigvis, og pizzaerne er virkelig gode. Der er en masse sjov udsmykning.

Stedet hedder Mille Luci, som betyder tusinde lys. Måske var det derfor, der var så mange lamper.

Lone har også købt ny bikini og kimono i en fin forretning, så hun kan skifte lige så ofte,
som de rige italienere. Jeg er ved at få et chok, da jeg skal betale, og jeg er glad for, at der
viser sig at være 30 procent nedslag, så det "kun" bliver 208 euro. Vi skulle måske have
fjernet gulvskrubben i baggrunden.

Der skal selvfølgelig også være et billede af stemningen på hovedgaden om aftenen, hvor der ikke må køre biler.

Lørdag tager vi færgen til Lido (den rigtige), og vi har også købt billetter til cyklerne (14 euro per person og 2,20 euro per cykel).
Cykeltaskerne er proppet med vandflasker, hvoraf mange er frosne. Vi tager ingen chancer.

Lido er kendt for den lange strand, og her har vi prøvet at få et billede af lidt af den.

Vi er lidt uenige om, hvad det er, vi ser. Henrik tror, der er tale om forberedelse til filmfestival, men Lone er uenig. Det må vi finde ud af
senere.

Et af de rigtig flotte og dyre hoteller er Hotel Excelsior. På den ene side af strandvejen ligger denne lille havn, hvor man kan ankomme i båd
til hotellet.

Og på den anden side af vejen ligger selve hotellet med direkte adgang til stranden. Vi vover os ikke derind i cykeltøj.

Vi er nu cyklet ud til den lille by Malamocco små ti kilometer fra hovedbyen i håb om at finde et hyggeligt
sted at spise frokost. Der er meget stille i byen, men vi finder denne lille restaurant i en sidegade.
Desværre serverer de kun skaldyr, og de tager ikke imod i kreditkort, så vi vælger at køre tilbage mod
hovedbyen igen.

Restauranten ligger i den lille gyde, man kan se gennem broen.

På vej ud af byen får vi øje på en have, hvor der vokser Bella di Notte ude foran. Lone går selvfølgelig straks igang med at "stjæle" frø, selvom
vi kan høre både høns og en person lige inde på den anden side. Da hun er færdig, kommer den gamle mand ud, og vi får en hyggelig snak
med ham.

Så er vi tilbage i byen og finder et sted, hvor vi kan få en god pizza. Tjeneren bliver forelsket i Lone, og måske er det derfor, han glemmer at
komme champignon på. Læg mærke til, hvem der drikker vin og hvem, der drikker cola.

Da vi cykler videre, ser vi den katolske kirkegård. Det ser flot ud med alle blomsterne, men langt de fleste er kunstige. Der er billeder af de
afdøde på næsten alle urnesteder.

Under turen inde i byen får vi øje på dette hus med speciel garage under huset. Det er måske svært at se, men der er to både i garagen, som
man kan ane bag gitter boat-porten.

På vej tilbage til Punta Sabbioni sejler vi lige bagved ved en luksusliner, der er på vej væk fra Venedig.
Læg mærke til, at der er en klatrevæk foroven på skibet.

Ved at zoome ind kan man se, at der allerede er en
klatrer på vej op. Kig i nederste højre hjørne.

Så er vi oppe på siden af skibet, og man kan se lodsen bagved. Billedet er sammensat af tre billeder.

Mandag morgen spiller Henrik golf med Adriano og to andre italienere. Her er det green på fjerde hul, hvor Lone har taget billedet fra altanen.
De tre italienere går ind efter ni huller, men så møder jeg heldigvis Gert fra München på hul elleve, og han er en helt fantastisk fyr.

Tirsdag står den på marked i Cavallino, hvor denne smarte indgang er opført. Selvom Henrik ikke er så meget for markeder, så ender han
alligevel med at købe både sko og bælte.

Henrik vil prøve at huske hvilke bøger, han læser på ferierne. I år blev biografien om Steve Jobs læst færdig, og herefter blev
fødselsdagsgaven om Bernhard Hvals fortalelser læst. Begge rigtig gode bøger.

Vi har købt en blomst for at peppe lidt op på terrassen, og den skal der selvfølgelig også være et billede af. I mangel af urtepotteskjuler
bruger vi en balje, og blomsten er rigtig tørstig i varmen.

Lone køber en Vespa fra Morellato, da den passer til Pandora armbåndet. Lone kalder den konsekvent Vespas. Det er en gentagelse af morfar fra
Nyborg, når han sagde Impana i stedet for Impala (Buick).

Henrik booker sig på en tid sammen med Gert fra München onsdag morgen. Begge synes, det er dejligt selskab, og det gør faktisk også
spillet bedre.

Vi har besluttet, at vi onsdag aften vil købe et magnolia træ, som vi kan plante i haven, når vi kommer hjem. Det bliver spændende at se,
hvordan træet vil klare sig, men damen i planteskolen siger, at det sagtens kan vokse i Danmark trods vores klima. Vi køber det lige inden,
vi traditionen tro spiser på La Pampa.

Hver aften stillede vi en halvanden liter vandflaske, hvoraf en halv liter havde været på frost i løbet af dagen, samt fjernbetjeningen til aircondition i
soveværelset på sengebordet, der bestod af vores køletaske, så det var klar, når/hvis Henrik fik et anfald om natten.

Så er det blevet torsdag den 23. august, og vi skal hjem. Der er et syndigt rod i bilen, når man tænker på, vi kun er to afsted.

Det er surt at forlade Italien, når der er 38 graders varme. Vi glæder os allerede til næste år.

Vi leder lidt efter overnatning nær München og finder det dejlige Hotel Schreiberhof i Aschheim. Vi giver 78 euro for en overnatning med morgenmad,
hvilket er fint for et hotel af den kvalitet. Vi spiser aftensmad (ørred) i restauranten. Både den og morgenmaden er fin.

Traditionen tro (det er andet år i træk) spiser vi kylling og ris på Hannover Wülferode.

Ferieberetningen skal jo stoppe et sted, og her er det forrest på færgen mellem Puttgarden og Rødby.